Hvorfor jeg har efterladt Destiny 2, og hvad der har fyldt hullet
Kilde: Bungie
Destiny og jeg går langt tilbage. Lige med Bloodborne var det et af de første spil, jeg fik til min PlayStation 4 tilbage i 2015. Jeg voksede op med Halo, så jeg var begejstret for at se, hvad udvikleren bag den monumentale franchise gik op. Når det kom til gameplay, var Destiny førsteklasses. Indholdsmæssigt var det kavalt, indtil The Taken King kom ud, hvilket bragte spillet tilbage fra næsten død.
at & t lumia 950xl
Mens jeg på ingen måde er så meget som samfundssøjler mellem både Destiny og Destiny 2, har jeg tusinder af timer i franchisen. Sidstnævnte var en stor skuffelse, da den blev lanceret, og jeg trådte væk, indtil Forsaken-ekspansionen blev frigivet. År 2 var det bedste, Destiny 2 nogensinde har været, og jeg elskede indholdet af årskortet (minus sæsonen af Drifter). Men så splittede Bungie og Activision sig, og Shadowkeep kom ud.
Månen er hjemsøgt
Destiny 2: Shadowkeep
År 3 begynder
Udforsk månen og stop Hive igen. Gå dybt ned i Scarlet Keep, find ud af, hvad der er begravet under Lunas overflade, og hold dig sammen med Eris Morn for at løse et mørkt mysterium.
- $ 35 på Green Man Gaming
Voksende desillusioneret
Kilde: Activision
Det hele startede med Warmind. Efter at have kørt Leviathan-raidet hver weekend med mine klankammerater og opdrættet for DFA i den forfærdelige forbandelse af Osiris Nightfalls, så jeg Destiny 2 var et meget lavt spil. Leviathan var et fint raid, ligesom lairerne, men det bleve i sammenligning med King's Fall eller Vault of Glass. Det var helt klart fra dag ét, at efterfølgeren var kommet langt fra forgængeren og lavede mange af de samme fejl.
Jeg holdt dog fast med det. Men selv kæmper gennem eskaleringsprotokollen og gør det ni-mand 'hack' for at få en pålidelig gruppe sammen, var noget ude. Crucible, PvP-arenaen, var et rod, og selv jeg kunne ikke komme igennem konkurrencemodus i sæson 3; kudos til alle, der gjorde det.
Destiny 2 begyndte at føles som en opgave eller et job, som jeg ikke fik nogen belønning, fordel eller kompensation for.
Det var i forsommeren af 2018, at jeg begyndte at spille andre spil, da jeg var træt af Destiny, træt af Bungie for, hvordan de havde håndteret ting. Så kom Solstice of Heroes rundt, og jeg sprang tilbage til det rod. Jeg malede alle tre legendariske pansersæt ud, og jeg har stadig det skib, du tjener som belønning, Estival Excursion, udstyret med min hovedperson indtil i dag. Glæden ved at tjene den pæneste rustning forstærkede imidlertid, efter at vi lærte, at det effektivt var ubrugeligt et par uger senere, da Forsaken blev lanceret.
Åh dreng, Forsaken. Dette var Destiny 2 på sit højdepunkt. Jeg havde ikke noget dårligt at sige om Forsaken, da jeg gennemgik det til et andet sted tilbage ved lanceringen. Bungie fortalte os endelig en god, hvis grundlæggende historie, der ikke var i kort og faner. At se en karakter, som jeg virkelig kunne lide permanent dø, fik mig til at føle mig magtesløs, da jeg havde trampet på guder, hære og lignende i tre år. Dreaming City-buen var en sej idé og gav dig en grund til at tilmelde dig hver uge igen. Sidste ønske-raid, hører jeg, var fantastisk (jeg fik aldrig en chance for at gøre det). Bungie slog den ud af parken med to nye patruljeconer, en bådfyld med nye våben (for ikke at nævne tilfældige ruller og omarbejdning af våbenslidsen) og timers gentagelse med nye strejker og Nightfalls.
Selvom der var hikke med årskortindholdet, som den første Forge in Black Armory var for højt lysniveau, nød jeg generelt det, der blev tilbudt. Efter at have aldrig været en Gambit-fan, nød jeg ikke Joker's Wild / Season of the Drifter, men det havde nogle rigtig seje historier at fortælle. Penumbra / Season of Opulence var fantastisk, og Menagerie er stadig værd at spille den dag i dag.
Montering frustrationer
Kilde: Bungie
Så hvad er der galt? Fra lyden af det kan jeg virkelig godt lide Destiny 2, så hvorfor klager jeg her over det? Det er år 3, der har frustreret mig. Shadowkeep, opfølgningen på Forsaken, var en alvorlig svigt. At vende tilbage til månen og genforenes med Eris Morn var cool og alt, men det manglede Forsakens vægt og drivkraft. Jeg måtte tvinge mig selv til at fortsætte med at spille, og det fortsatte med de følgende sæsoner og kulminerede med den fuldstændige skuffelse, der var Season of the Worthy. Det var tidligt i Shadowkeep / Season of the Undying, at Destiny 2 begyndte at føle sig som en opgave eller et job, som jeg ikke fik nogen belønning, fordel eller kompensation for.
Jeg ønsker at genopleve spændingen ved at gå fejlfri i forsøg og få min blinde fortabelse (Adept) eller finde ud af Leviathan med mine nu tidligere klankammerater eller male gennem Gambit og Crucible for at få henholdsvis Breakneck og Luna's Howl. Jeg har nogle rørende øjeblikke i Destiny 2, på trods af at jeg er en solospiller.
Intet varer evigt, gode ting mest af alt, så jeg ved selvfølgelig, at det at spille Destiny 2 ikke altid vil lade mig føle mig godt. Men lige siden splittelse fra Activision og på vej til Steam ser Bungie ud til at kæmpe. Sæsonbestemt indhold er aftaget til et minimalt levedygtigt produkt, og jeg kan ikke se nogen grund til at logge på mere end at smelte folk med mit fuldt opgraderede hårde lys i smeltediglen. Selv det blev trættende efter et par kampe.
Det er indlysende, at Bungies fokus er på indtægtsgenerering, noget som samfundet har valgt. Der er langt flere Eververse-varer (kontantbutikken i spillet), end der er til at gå fejlfri i Trials of Osiris eller afslutte den nye topmester-sværhedsgrad for Nightfalls. Det eneste incitament, Bungie er interesseret i at dyrke, er at få folk til at købe mere virtuelle ting. Ja, jeg forstår det, Destiny 2 er et live servicespil, og Bungie har ikke Activisions opbakning længere. Men det er trist, når samfundet føler, at tingene var bedre i Activision-dage, end de var i de uafhængige Bungie-dem.
Hvad erstatter Destiny
Kilde: Windows Central
Denne gang vil min pause fra Destiny ende på ubestemt tid. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil vende tilbage; Jeg afinstallerede det fra min pc, og jeg fortryder det ikke. En del af mig elsker stadig spillet, men det er tid for mig at lade det gå. Så hvad har jeg gjort i mellemtiden siden jeg efterlod spillet? Jeg er glad for, at jeg spurgte.
For mit førstepersons skydespark dykker jeg ned i Apex Legends. Det føles meget mere intens end en smeltedigekamp, bevægelsen er langt bedre end hvad min jæger kan gøre, og det kræver en anden type spilfølelse. Det er et stressende spil på en god måde, ligesom Soulsborne-serien, og jeg elsker det. Normalt kan jeg ikke lide Battle Royales, men Apex appellerer til mig på en eller anden måde, som jeg ikke rigtig kan beskrive. Uanset om de randoms, jeg sidder fast med, er inkompetente, så jeg ender med at gå det alene, eller hvis jeg får en rigtig solid hold, hver kamp føles helt anderledes end den sidste. Nogle varer kun få minutter, mens andre når op på 20.
Jeg ved, at det ikke er en sund tankegang at føle sig skyldig for ikke at spille et bestemt spil.
Så hvis du er en gendannende Destiny 2-spiller, kan du prøve Apex Legends, hvis du ikke allerede har gjort det. Du kan måske nyde det. Dog bruger jeg ikke al min tid på det; snarere tackler jeg endelig mit enorme efterspørgsel efter spil. Jeg tuller ikke, når jeg siger, at jeg har hundreder at spille, endda nogle PlayStation 4-titler som God of War. Jeg har også spillet nogle af gamle favoritter, som Star Wars: Knights of the Old Republic II, sandsynligvis et af mine foretrukne spil, der nogensinde er lavet. Jeg er også ved at afslutte spil, jeg startede, men aldrig afsluttede.
For min plyndringsbesættelse kom jeg for nylig ind i Grim Dawn, en åndelig efterfølger til Titan Quest. Destiny havde altid den lodtrækning for at fortsætte med at få byttet, men en ARPG som Grim Dawn viser dig med det fra starten. Fra starten får du udstyr, der er sjovt at bruge eller ser godt ud at bære, men hver belønning føles lige så spændende. At dræbe en chef eller heltfjende efterlader mig med sådan forventning. Oven på byttet er bygningsdiversiteten forbløffende, og der er meget indhold. Jeg voksede op med Diablo II og Titan Quest, men det er mange år siden jeg spillede enten. Grim Dawn har i mellemtiden lyst til at komme hjem.
Afsluttende tanker
Kilde: Bungie
Det punkt, jeg kommer til, er at spille hvad du vil spille. Hvis du er forelsket i Destiny 2, skal du afspille det efter dit hjerte. Men hvis du er desillusioneret som jeg var og stadig er, så giv det måske en pause og prøv noget andet. Der er masser derude, som du kan dykke ind i, hvad enten det er Halo: Master Chief Collection på pc, et plyndringsbaseret spil som Grim Dawn eller Titan Quest eller noget andet, der har fanget dig. Eller helvede, udvid ud over videospil; Jeg har taget min kærlighed til fremmedsprog op og studeret filosofi igen.
I disse dage har vi mange muligheder for at udfylde vores tid, og nogle af dem er ikke obligatoriske. Et spil skal ikke føles som en opgave, medmindre du er en streamer, og dit levebrød afhænger af det. Jeg ved, at det at føle mig skyldig for ikke at spille et bestemt spil ikke er en sund tankegang, hvorfor jeg tog den vanskelige beslutning om at træde væk.
Det gør ondt at komme videre, især hvis du har mange minder pakket ind i noget. Nogle gange er det dog den bedste ting for dig.
Månen er hjemsøgt
Destiny 2: Shadowkeep
År 3 begynder
Udforsk månen og stop Hive igen. Gå dybt ned i Scarlet Keep, find ud af, hvad der er begravet under Lunas overflade, og hold dig sammen med Eris Morn for at løse et mørkt mysterium.
- $ 35 på Green Man Gaming